Egenomsorg – intention og nærvær

Et ord der går igen i de fleste af de møder jeg har med kvinder, er egenomsorg. Ikke mindst i de online sessioner jeg har med kvinder og familier i denne tid.
Egenomsorg er så essentiel en praksis, og samtidig virkelig svært for de fleste kvinder at praktisere i deres hverdag, inklusive mig selv.
Jeg øver mig hver eneste dag på at omfavne min egenomsorg og italesætte den overfor mig selv, min mand og min datter. Oftere og oftere lykkes det. Men der er stadig mange dage hvor det ikke lykkes, og jeg har brug for at omfavne mig selv endnu mere, i stedet for at følge gamle mønstre med ’så kan det også være det samme’ som en gyldig grund til at knokle mere og mærke mindre efter.
De fleste kvinder kender sikkert svaret på, hvor den sti ender…

Men hvorfor er det SÅ svært det med egenomsorg? Grundene er sikkert lige så mange og forskellige, som vi kvinder er. Men vi har brug for at stille os det spørgsmål mange gange, før der måske er et svar.

En del af forklaringen findes i vores samfund. Et samfund der spejler, at vores værd afhænger af vores køn, vores alder, vores titler eller vores økonomiske råderum. Vi skal være værdige til omsorg. Værdige til omsorg fra andre og værdige til omsorg fra os selv.

For mange vil en del af forklaringen også være at finde i de frø, der sås mellem generationer. For mig skal en del af svaret findes, i det jeg har lært om det at være kvinde fra kvinderne i min familie. Jeg kommer fra flere generationer af kvinder, der først og fremmest har fået deres værdi målt i præstationer – fysiske, psykiske og fagligt. En historie om at anerkendelse ligger i det vi kan, mere end hvem vi er.

Jeg kommer også fra en generation af kvinder med manglende selvværd, som alle er vokset op med en spejling af, at kroppen aldrig var god nok. Jeg kommer fra en generation af kvinder, hvor vi fortæller hinanden, at modgang skal overkommes uden at vise tegn på svaghed. Vi skal allerhelst være uafhængige af hjælp fra andre, og vi skal tilsidesætte vores følelser og behov til fordel for andre eller for ikke at såre andres følelser.
De frø, der er sået fra generation til generation hos kvinderne i min familie, er langt fra enestående. Jeg hører den samme fortælling med forskelligt perspektiv og forskellige ord i mange af de kvindecirkler jeg selv har holdt, og som jeg har deltaget i.
Jeg hører det også i mine samtaler med kvinder, der kommer til mig i deres forberedelser til en graviditet, under deres graviditet, i deres moderskab eller i andre overgange i livet, hvor de mærker et behov for at være holdt.

Den viden og indsigt jeg har opnået, ved at spørge mig selv igen og igen ’hvorfor det er SÅ svært det med egenomsorg for mig?’ oplever jeg som en invitation. En invitation til at ændre den historie jeg har med, og en invitation til at så et nyt frø for mig selv og for min familie. Den invitation går hånd i hånd med min primære motivation. At vise min datter en anden vej – et andet liv.  
For mig er det nemmere, at hun er min primære motivation, fordi jeg med krop, sind og sjæl ved at hun er værdig. Den bevidsthed er både glædesfuld og sorgfuld, da den på samme tid minder mig om den modstand, jeg mærker omkring min værdighed. Men jeg mærker hver dag at min personlige praksis af egenomsorg, giver mig en voksende tillid til, at mit arbejde med den invitation jeg har taget imod, med tiden lander i en urokkelig tillid og forankring i, at jeg er værdig til min egenomsorg.

Men hvordan ser egenomsorg så egentlig ud? Hvornår gør jeg det? Kræver det en masse udstyr? Hvordan gør jeg det i praksis?
Fire simple spørgsmål. Fire spørgsmål der kræver, at vi hver dag mærker efter i os selv. En praksis der kan lyde lige til, men som for rigtig mange kvinder (og mennesker generelt) er en evne vi har glemt. Derfor er det fristende, allerede der at springe egenomsorgen over, eller at gå til det med vores hoved først, og ende med at opsætte en scene, der koster mere energi, end det giver og som med stor sandsynlighed, ikke bliver gentaget ret ofte.

Min personlige erfaring er, at jo mere simpelt det er for mig, jo nemmere er det for mig at gøre. For en praksis i egenomsorg handler ikke om metoden, tiden eller udstyret. En praksis i egenomsorg handler om din intention og dit nærvær.
For mig kan de dage, hvor jeg med en intention om egenomsorg brygger og drikker min te, være langt mere givende end en endeløs vandring i skoven, hvor jeg mine tanker er alle andre steder end i nuet.
I min hverdag er den daglige praksis i egenomsorg, ofte nødt til at være en praksis jeg deler med min datter. Vi har valgt et liv, hvor jeg gennem de sidste 5 år, har været sammen med hende de fleste timer hver dag. Det betyder, at jeg oftest laver en praksis i hverdagen, som hun kan inviteres med til eller har en parallel aktivitet for min datter, der kan fungere sammen med min egenomsorgspraksis. På den måde bliver min daglige egenomsorgspraksis en stund, som vi begge nyder, og en mulighed for at tale om den følelse egenomsorg giver i kroppen.
Fordi jeg i min hverdagspraksis af egenomsorg sjældent er alene, og faktisk mærker et behov for netop dette, så prøver jeg at planlægge minimum en dag hver måned, hvor jeg får en hel dag alene. En hel dag uden pligter og uden ansvar. En hel dag hvor jeg blot skal være med intentionen om egenomsorg. For mig kan de dage noget andet end min hverdagspraksis. De dage er ikke bedre eller vigtigere end min hverdagspraksis. Men når de to forenes, så mærker jeg en større trivsel, end når hvis jeg kun prioriterer en af delene.

Egenomsorg er essentiel. Derfor har jeg valgt at dedikere april måned til at udbrede budskabet om egenomsorg. Ikke kun til de kvinder der besøger mig, men til alle kvinder.