Det er da helt normalt når man skal føde, er det ikke?
Kronik offentliggjort i Dagbladet Information den 24 Januar 2018 under titlen Vores fødekultur er styret af frygt, og det giver alt for mange komplicerede fødsler‘
Hele kronikken med referencer kan læses herunder.
For bare få generationer siden, flyttede vi fødslerne ind på hospitalerne. Vi sagde at fødsler skulle være smertefri. At det var normalt at få anæstesi, at blive bundet til en briks og til bøjler, at blive intimbarberet og få klippet mellemkødet for at kunne føde et barn.
Det var en selvfølge at klippe navlesnoren med det samme efter fødsel, at hænge børnene på hovedet for at fjerne fostervand, og klappe de totalt bedøvede børn bagi for at få dem til at trække vejret. De stressede og slappe børn blev med største selvfølgelighed, badet ren for mors beskidte kropsvæsker inden de blev svøbt og lagt i en balje, indtil deres mor vågnede af bedøvelsen, så de kunne ammes efter skema.
Jeg tror, de fleste kan nikke genkendende til den følelse af sorg jeg mærker, når man læser tidligere tiders definition af en ’normal’ fødsel.
I dag laves der ikke rutinemæssigt klip af mellemkødet. Vi anvender ikke anæstesi som førstevalgssmertelindring, og den fødende kan i mange tilfælde bevæge sig frit under fødslen, selvom fødestuerne stadig er indrettet efter de tidligere tiders ’foretrukne’ fødestilling.
Mor og barn forbliver sammen efter fødslen, og vi ved, at fosterfedt giver barnets hud en umiddelbar beskyttelse uden for livmoderen og at de vaginale bakterier er med til at kickstarte og forme barnets eget immunforsvar.
Men er alt så godt? Er vi meget ’klogere’ nu, end vi var dengang eller er datidens overgreb blot moderniseret med den ’videnskab’, vi har adgang til nu?
Det vi har i dag, er flere komplicerede fødsler.
I debat-bogen Giv Kvinderne Fødslen tilbage af Hanne Dam viser nyeste opgørelser at
- For 15 år siden var det 63 % af alle kvinder der havde en ukompliceret fødsel. I dag er det kun HVER ANDEN kvinde der har en ukompliceret fødsel .
- Fra 1999 til 2014 steg antallet af igangsættelser fra ca. 11 % til 25 %. Det betyder at HVER FJERDE gravide kvinde får sat deres fødsel i gang medicinsk eller mekanisk, og det er uden medtagelse af de vidt udbredte hindeløsninger .
- Fra 1997 til 2015 steg antallet af kejsersnit fra 14 % til 22 %. Det betyder at HVER FEMTE gravide kvinde føder ved en operation (1).
En trist udvikling, der bestemt ikke er uden konsekvenser. I jagten på at ’normalisere’ fødsler, ser vi vidtstrakte og alvorlige konsekvenser for både børn, mødre og familierne.
Et stort, nyt og vigtigt studie viser, at risikoen for at et barn udvikler et helbredsproblem på kort eller længere sigt, stiger signifikant, hvis der er et medicinsk indgreb omkring tidspunktet for deres fødsel. Helbredsproblemer der inkluderer gulsot, problemer med amning, infektioner i respirationsapparatet og stofskifteforstyrrelser. Alvorlige helbredsproblemer, der har både personlige og samfundsmæssige konsekvenser (2).
Studiet har imidlertid kun kigget på de fysiske og målbare mén hos barnet ved medicinske indgreb. Men hvad med de ikke-målbare, og meget væsentlige psykiske mén. Hvilke psykiske og emotionelle konsekvenser er der, når fødslen sker i en cocktail af indvendige undersøgelser, konstante målinger, syntetisk ve-stimulering og medicinsk smertelindring?
Defensiv medicin, er indgreb der enten ikke er sundhedsfagligt påkrævet, eller som af relevante prioriteringsmæssige årsager ikke burde udføres. Defensiv medicin er oftest uhensigtsmæssig, fordi den kan være direkte skadelig for patienten, og fordi der er store økonomiske udgifter forbundet ved ubegrundet indgreb hos raske personer.
I en fødekultur, der er domineret af risikotænkning og frygt for at overse en potentiel risiko påvirkes både dømmekraft og handling, og defensiv medicin bliver et indlejret fænomen (3-5). Resultatet er overbehandling og en meget hård retorik af dem, der stiller spørgsmålstegn ved, eller træffer informeret valg mod givne anbefalinger.
Men hvordan skal man som kvinde så navigere i en fødekultur styret af frygt? En fødekultur der tilmed er skrabet for tid og omsorg, og som drives af et udpint personale der kæmper imod uendelige besparelser og forringelser af deres arbejdsvilkår. Mit svar er forberedelse og ved at tage ejerskab over sin fødsel.
Men i samme periode hvor antallet af komplicerede fødsler er stødt stigende har mange hospitaler helt eller delvist sparet den gratis fødselsforberedelse væk, selvom et utal af studier viser at forberedelse er afgørende for familiernes oplevelse af fødslen.
Jeg mener, at ordentlig fødselsforberedelse er fuldstændig afgørende for fødsler i dag, hvor den ’normale’ fødsel er en kompliceret fødsel. Men fakta er at mange regioner ikke tilbyder fødselsforberedelse, og det er desværre stadig sjældent at kvinder investerer i privat fødselsforberedelse og nærværende fødselshjælp.
For fire år siden stod min mand og jeg, efter flere års forsøg, endelig med en positiv graviditetstest. Og selvom jeg vidste, at jeg skulle være mor og efter ni måneder skulle gennemgå en fødsel, var ekstra fødselsforberedelse eller støtte ikke noget, jeg tænkte over eller overvejede.
Og da jeg havde født vores datter, følte jeg umiddelbart også, at fødslen var gået godt – hun var jo trods alt kommet ud.
I dag ville jeg ønske, at meget havde været anderledes. Jeg ville ønske, at jeg ikke var blevet overtalt til at presse løs i timevis, uden at min krop følte trang til at presse. Jeg ville ønske, at jeg ikke var blevet klippet op med en kold metalsaks for at min datter hurtigere kunne komme ud. Og i dag havde jeg aldrig tilladt, at vores datter skulle miste op imod 1/3 af sit blod, eller at hendes første vejrtrækninger skulle blive en kamp for ilt, på grund af afnavling straks efter fødslen.
Men hvordan kan man træffe den rigtige beslutning for sit barn og sig selv, hvis man ikke har alle oplysninger og den nødvendige viden?
Jeg sagde mit job op og blev doula
I dag ved jeg, at jeg manglede viden om den fysiologiske fødsel, om barnets vej og om vigtigheden i at holde de første timer hellige. Jeg ved at jeg manglede en kontinuerlig støtteperson, som kendte os indgående, som kunne sikre os information, italesætte vores ønsker og give os tid, tillid og omsorg.
Da jeg fødte min datter, arbejdede jeg som forsker på Odense Universitetshospital. Men med fødslen startede et nyt liv for mig. I dag har jeg sagt farvel til min arbejdsplads og arbejder i stedet som doula og ammerådgiver, for at bidrage til ordentlige og trygge rammer før, under og efter fødslen.
Jeg ser en fødekultur der er forfejlet og mange af de gravide og nybagte familier jeg møder afspejler præcis den fødekultur, jeg prøver at ændre. De kommer fordi de tidligere har oplevet rigtig dårlige graviditets- og fødselsforløb eller oplever store udfordringer med amningen som følge af indgreb i fødslen, forfejlet rådgivning og mangel på tid.
Jeg har ingen agenda, om hvordan den rigtige fødsel bør være. Men fødselsforberedelse ernødvendigt for at undgå defensiv medicin og komplicerede fødsler. Jeg mener, at alle regioner bør tilbyde fødselsforberedelse der understøtter den fysiologiske fødsel og forældrenes tro på egen formåen, og hvis dette ikke er muligt, bør regionerne samarbejde med, og opfordre til privat fødselsforberedelse.
Med ordentlig forberedelse og tid til omsorg, kan både graviditet, fødsel og barsel blive en stærk og glædesfyldt oplevelse. Én enkelt kvindes oplevelse ændrer ikke en forfejlet fødekultur. Men jeg tror på at hver eneste gang at én gravid og hendes partner føler sig inddraget, informeret, respekteret og støttet, så kan vi begynde at måle værdi på andet end blot overlevelse alene. Så kan vi høste alle de fordele der er, når kvinder og børn fødes på ny i en rus af oxytocin.
1.: Hanne Dam, Giv kvinderne fødslen tilbage – En debatbog om fødselspolitik og livets begyndelsen. Tiderne skifter. 2017
2.: Peters, LL., Thornton, C., de Jonge, A., Khashan, A., Tracy, M., Downe, S., Feijen-de Jong, EI. and Dahlen, HG. The effect of medical and operative birth interventions on child health outcomes in the first 28 days and up to 5 years of age: A linked data population-based cohort study. Birth. 2018 Mar 25. doi: 10.1111/birt.12348. [Epub ahead of print]
3.: Sonal Sekhar, M. and Vyas, N. Defensive Medicine: A Bane to Healthcare
Ann Med Health Sci Res. 2013 Apr-Jun; 3(2): 295–296. doi: 10.4103/2141-9248.113688.
4.: Asher, E., Dvir, S. Seidman, DS., Greenberg-Dotan, S., Kedem, A., Sheizaf, B. and Reuveni, H., Defensive Medicine among Obstetricians and Gynecologists in Tertiary Hospitals. PLoS One. 2013; 8(3): e57108. doi: 10.1371/journal.pone.0057108
5.: Cheng, YW., Snowden, JM., Handler, SJ., Tager, IB., Hubbard, AE., Caughey, AB. Litigation in obstetrics: does defensive medicine contribute to increases in cesarean delivery? J Matern Fetal Neonatal Med. 2014 Nov; 27(16): 1668-75. doi: 10.3109/14767058.2013.879115. Epub 2014 Feb 17.
